Når Svendborg Sportsakademi til januar åbner et nyt tilbud for unge talenter og elitesportsudøvere på ungdomsuddannelser, bliver det med den erfarne ungdomslandsholdstræner i håndbold Sten Kaj Larsen ved roret.
Der var rigtig mange kvalificerede ansøgere, og ifølge bestyrelsesformand i Svendborg Sportsakademi, Jacob Kramer, er Sten Kaj Larsen det perfekte match. Han blev valgt blandt 29 kvalificerede ansøgere, og bestyrelsen er meget glade for den store interesse for Svendborg Sportsakademi.
– Sten har en baggrund, der passer perfekt til Svendborg Sportsakademi. Han har en solid erfaring med talentudvikling på nationalt niveau. Han er en rigtig dygtig fysisk træner, og har samtidig en pædagogisk baggrund med en læreruddannelse og mange års praktisk pædagogisk erfaring med målgruppen. Kombinationen af de sportslige og pædagogiske kompetencer er central for det miljø, vi gerne vil skabe, siger Jacob Kramer.
Sten Kaj Larsen har arbejdet med talentudvikling i Dansk Håndbold Forbund siden 1998, og har siden 2008 været en del af landstrænerstaben for ungdomslandsholdene. I øjeblikket fungerer han som assisterende landstræner for herre U20. Ved siden af sit arbejde for Danmarks Håndbold Forbund har Sten igennem syv år været ansat som underviser på Skolerne i Oure.
Sten Kaj Larsen tiltræder stillingen den 1. september, og skal bl.a. bruge de næste måneder på at udvikle konceptet for Svendborg Sportsakademi, indgå de sidste aftaler med klubberne samt markedsføre konceptet overfor de unge talenter. Fra januar starter akademiet et pilotprojekt for de første udøvere, hvor Stens arbejdsopgaver bl.a. bliver at forestå morgentræningen og være mentor for de unge. Målet er, at Svendborg Sportsakademi fra august 2017 er fuldt udrullet.
Fakta:
Formålet med Svendborg Sportsakademi er ”at koordinere og videreudvikle Danmarks stærkeste og mest bæredygtige talent- og uddannelsesmiljø på ungdomsuddannelserne, hvor du kan kombinere sport, uddannelse og ungdomsliv”.
Svendborg Sportsakademi er et særligt tilbud for talenter og elitesportsudøvere på tværs af idrætsgrene og klubber, og vil blandt andet tilbyde skadesforebyggende grundtræning, klæde de unge på til et liv som elitesportsudøver og bygge bro mellem uddannelser, klub og den unge.
Bestyrelsen består pt. af repræsentanter fra FC Svendborg, GOG, SG, Svendborg Erhvervsskole, Svendborg Gymnasium & HF og Svendborg Kommune.
Yderligere oplysninger:
Jacob Kramer, tlf. 2890 5650, jacob@svendborg-gf.dk
Sten Kaj Larsen, tlf. 3024 5590, stenkajlarsen@gmail.com