Tilfældigt faldt Cecilie Kølle fra Sydfyn i snak med den canadiske landstræner til et boksestævne i Sverige for tre år siden. Et møde, der senere skulle vise sig at sende den talentfulde fynbo til Canadas hovedstad Ottawa med kufferten fuld af ambitioner om at blive en endnu bedre bokser.
Der bliver trænet hver dag. En times løb eller svømning om formiddagen, og om eftermiddagen står den på to timers boksetræning. Derudover skal der også styrketrænes et par gange om ugen. Kun søndag holder hun fri.
Cecilie Kølle er 18 år og oprindeligt fra Vester Skerninge. Men i sommer forlod hun det sydfynske for at udleve en boksedrøm i Canada.
”Jeg havde mødte den canadiske landstræner til et par stævner. Og hun vidste, jeg drømte om at komme til udlandet og træne. Og så tilbød hun, at jeg kunne bo hos hende og hendes mand og træne i hendes klub. Og det gjorde jeg så, efter jeg blev student i sommer,” fortæller Cecilie Kølle, der har læst HF på Svendborg Gymnasium. Efter to år kom huen på i juni i år. En flot præstation, der blev hjulpet på vej af, at Cecilie var tilknyttet Svendborg Sportsakademi, som er en mulighed for talentfulde atleter i Svendborg Kommune, der hjælper med at kombinere sport og uddannelse.
”Jeg var lidt nervøs for at skulle begynde på en uddannelse, for jeg vidste, jeg ville få meget travlt. Og så læste jeg om Svendborg Sportsakademi, der tilbyder styrketræning om morgenen. Det gav mig tid til at nå mine lektier om eftermiddagen, så på den måde kunne jeg passe min skole og dyrke min sport,” siger den unge bokser, der oplevede at få et fællesskab med andre atleter i samme situation. Efter styrketræningen var der fælles morgenmad, hvor den ambitiøse sportskvinde fandt forståelse for, at elitesport nogle gange kræver, at man må sige nej til venner og fester.
”Det er også meget sjovt at træne sammen. Det kan godt blive lidt kedeligt at træne alene i en individuel sportsgren. Det var spændende at høre om andre sportsgrene. Hvordan gør de? Jeg kan godt lide at få inputs fra andre. Det giver et nyt perspektiv på det, man selv gør, fordi det har man altid gjort.”
Cecilie Kølle fik også hjælp til at få rykket en eksamen, der lå samtidig med en vigtig turnering med landsholdet. Og når man ikke er i skole på grund af træning eller turneringer, så må der læses op derhjemme. Og her har sportsfolk mere selvdisciplin til at få passet sine ting, mener hun. Også selvom hun missede flere timer om ugen på grund af styrketræningen.
Og styrke. Det har hun. Cecilie Kølle. Både i bokseringen og med skolebøgerne. Da hun fik den hvide hue med det lyseblå bånd, var det med klassens højeste fraværsprocent, men også klassens højeste karaktergennemsnit.
Nu er skolebøgerne lagt til side. Alt handler om præstationer i den kvadratiske ring med de store handsker. Som U19 blev hun dansk mester i sin vægtklasse på 57 kg. Nu er hun senior og var tidligere på året med til de nordiske mesterskaber, hvor kun én dansk bokser bliver udtaget i hver vægtklasse.
I 6 år har Cecilie Kølle kaldt sig bokser. De seneste tre år har hun bokset på højt niveau og med kampe i rødt og hvidt. Hjemme på Sydfyn boksede hun i Rollo i Svendborg. Nu bor hun 6000 km fra forældrene i Vester Skerninge, og stiller op til kampe i både Canada og inden længe skal hun til en turnering i New York i USA. Første tur i ringen for et par uger siden endte med en suveræn sejr på 5-0 til det fynske stortalent.
”Det har selvfølgelig været et stort spring for mig. Både at gå fra ungdom til senior og så flytte så langt væk hjemmefra. Det kan godt være svært at være væk fra familie og venner og være på egen hånd. Men jeg er heldig, at jeg bor hos min træner og hendes mand, og kulturen minder meget om den danske. Folk er meget udadvendte og venlige, og så er træningen på et andet niveau, så det giver mig rigtig meget. Og det er jo derfor jeg er her. For at blive en bedre bokser og få mere international erfaring,” fortæller Cecilie Kølle, der har store drømme med sin boksning.
”Jeg vil bokse til både EM og VM for Danmark, men for mig er det ikke en drøm, for mig er det et mål.”
Cecilie Kølle har planlagt at bo i Canada frem til sommer, men lige om lidt sætter hun fødderne på dansk jord igen. Den 1. november skal hun nemlig i ringen hos sin gamle klub Rollo i Svendborg i anledningen af den 5. udgave af Danmarks største amatørboksestævne – Fight Night i den store værftshal på Frederiksøen.
”Jeg glæder mig til at komme hjem til Svendborg og trække i Rollo-trøjen igen og bokse. Forhåbentlig kan jeg vise, hvordan jeg har udviklet mig med min boksning her i de første måneder i Canada.”