Fredag d. 27. januar havde vi første test med atleterne på Svendborg Sportsakademi.
Test- og screeningskonceptet er en af kerneydelserne i Svendborg Sportsakademi, hvor resultaterne bruges som udgangspunkt for atleternes fysiske træning.– Vi har valgt at bruge resurser på vores screenings- og testsetup på Svendborg Sportsakademi, fordi vi tror på, at det kan gøre en kæmpe forskel for atleterne at få afdækket deres fysiske styrker og svagheder. Efterfølgende får atleterne lavet individuelt tilpassede træningsprogrammer, der skal stimulere deres behov i forhold til testresultaterne og deres sportsgren, siger formand for Svendborg Sportsakademi, Jacob Kramer.
Atleterne mødes i denne uge med de ansvarlige testledere til personlige samtaler om det videre forløb på Svendborg Sportsakademi.
– Lige nu sidder vi og kigger på atleternes screeninger og test og sammenholder dem med de fysiske arbejdskrav, de stilles overfor i deres sportsgrene. Ud fra det, og andre individuelle betragtninger, sammensætter vi så et indhold for den enkelte i den kommende periode, siger Sten Kaj Larsen, der er træner og mentor i Svendborg Sportsakademi.
Morgentræningsfællesskabet i Svendborg Sportsakademi har nu været i gang siden starten januar, hvor atleterne har mødtes to gange ugentlig inden skolegang på de forskellige ungdomsuddannelser.
– Jeg synes vi har haft en god opstart. Vi har haft et fælles fokus på teknik og gode vaner i forhold til styrketræning.
Efter vinterferien tager træningen en drejning. Her bliver der flere individuelle øvelser i atleternes programmer, og atleterne bliver i høj grad teamet op i mindre træningsgrupper med fælles fokusområder, slutter Sten Kaj Larsen.
Du kan læse mere om optag til Svendborg Sportsakademi her.